Skoletanker

Kolds skoletanker

I årene omkring 1850 formulerede skolemanden Christen Kold sit syn på opdragelse og undervisning. Han var inspireret af den folkelige bevægelse i Danmark, der med digterpræsten N.F.S. Grundtvig i spidsen sammenfattede et grundsyn på mennesket som et på én gang frit ansvarligt væsen – skabt af Gud. Kold var også påvirket af den udbredte utilfredshed, der var med den offentlige skole, hvor undervisningens væsentligste indhold var terperi og udenadslære. Han mente, at barnets måde at opleve på skete gennem fantasien, at den bedst kunne fremmes gennem fortælling – det levende ord. Ligeledes mente han, at barnet kun lærte noget, hvis interessen var til stede - at det kom barnet ved.

Det blev meget præcist formuleret således:

”Undervisningens sande mål og hensigt er: At det danske folk må erhverve sig klarhed til at indse, liv, lyst og kærlighed til at ville, dygtighed og selvstændighed til at udføre – enhver efter bedste evne – hvad der kan gavne og glæde dem både i himlen og på jorden.”

Christen Kold tog ikke kun afstand fra undervisningen i den tids skole. Han reagerede også mod statens ønske om – gennem den offentlige skole – at gøre børnene til samfundets børn. Han sagde:

”Barnet er forældrenes barn ikke samfundets. Barnet er ikke skolens barn, men hjemmets barn, og skolen er hjemmets hjælper. ”

Disse tanker og grundlæggende synspunkter er stadig fundament for vores skole.